Specialiseret børneergoterapi med udgangspunkt i barnets hverdag.
Når et barn har svært ved at få hverdagen til at fungere, kan det vise sig på mange forskellige måder. Det kan være svært at spise, sove, få tøj på, lege, bevæge sig, deltage i skole eller dagtilbud eller finde overskud til hverdagens aktiviteter. For andre børn handler det om at udvikle færdigheder og større selvstændighed i en hverdag med en udviklingsmæssig eller neurologisk funktionsnedsættelse.
Som børneergoterapeut undersøger jeg sammenhængen mellem barnets forudsætninger, de aktiviteter barnet skal og gerne vil kunne deltage i, og de omgivelser, barnet møder. Det giver grundlag for at forstå, hvad der gør en aktivitet vanskelig, og hvordan barnets muligheder for deltagelse og selvstændighed kan understøttes.
Indsatsen tager udgangspunkt i en ergoterapeutisk undersøgelse og i samtaler med forældrene og andre relevante voksne omkring barnet. Afhængigt af barnets udfordringer kan undersøgelsen blandt andet omfatte barnets hverdagsaktiviteter, motoriske og sansemotoriske funktioner, sensorisk perception og reaktivitet, praxis samt oral motorik og spiseudfordringer.
Kernen i ergoterapi er aktivitet og deltagelse. Derfor omsættes indsatsen så vidt muligt til barnets egne hverdagsaktiviteter og de situationer, hvor barnet har brug for at udvikle nye færdigheder eller blive mere selvstændigt. Aktiviteterne tilpasses og gradueres, så kravene matcher barnets aktuelle forudsætninger og giver mulighed for aktiv deltagelse og udvikling.
For familien betyder det, at træningen ikke kun foregår i afgrænsede træningssituationer. Den kan integreres i eksempelvis måltider, påklædning, leg, bevægelse, skoleliv og andre betydningsfulde aktiviteter i barnets hverdag.
Børneergoterapi kan være relevant, når et barn har vanskeligheder med at udføre eller deltage i betydningsfulde aktiviteter i hverdagen.
Det kan for eksempel være vanskeligt at spise, sove, klare hverdagens rutiner, lege, bevæge sig eller deltage i dagtilbud, skole og fritidsaktiviteter. Årsagerne kan være forskellige, og børn med den samme diagnose eller funktionsnedsættelse kan have meget forskellige ressourcer, udfordringer og behov. Derfor tager den ergoterapeutiske indsats udgangspunkt i det enkelte barns hverdagsliv og konkrete aktivitets- og deltagelsesvanskeligheder.
Jeg arbejder blandt andet med børn med:
• autisme, ADHD og opmærksomhedsvanskeligheder
• cerebral parese og andre neurologiske funktionsnedsættelser
• genetiske syndromer, genmutationer og sjældne diagnoser
• udviklings- og indlæringsvanskeligheder
• erhvervet hjerneskade
• følger efter for tidlig fødsel