Søhestemad

-En metode, der kan hjælpe familier med at håndtere uro, ubehag eller angst, barnet oplever i kroppen.

Mange børn oplever at have så kraftige stressreaktioner, at det har betydning for deres hverdag. Der kan være forskellige årsager og forskellige reaktioner. Det kan være meget forstyrrende for barnet nervesystem og have indflydelse på barnets adfærd.

Der er flere måder, hvorpå man kan hjælpe barnet. Det er vigtigt, at omgivelserne forstår hvorfor barnet reagerer som det gør og de nære voksne omkring barnet får redskaber, tilpasset det enkelte barn, til at hjælpe.

Er der sensoriske bearbejdningsvanskeligheder, skal disse afklares, så der kan indsættes behandling og strategier til at omgås disse specifikt, da disse i sig selv kan forstyrre nervesystemet og skabe stresslignende adfærd, hvor barnet kan trække sig eller bliver udadreagerende. Sensoriske tilgange kan bruges som reguleringsmuligheder, men står ikke alene hvis der er belastningsreaktioner.

Det er vigtigt at se på hele barnet, herunder sensoriske, men også hvilke fysiske, kognitive og emotionelle reaktionsmønstre, der ses i adfærden.

Søhestemad er en biologisk reguleringstilgang, der sætter ind i forhold til fysisk og kognitivt at berolige nervesystemet.

Der skabes en fælles forståelse ( mellem barn og nære voksne) af hvad der sker i kroppen, når barnet mærker ubehag. Dette sker bl.a. gennem fortælling om hjernen og de strukturer, der kan styre vores adfærd. Det gøres på en børnevenlig måde, evt. gennem bogen ”Du skal huske at fodre din søhest” .

Der gives også konkrete redskaber til hvilke fysiske aktiviteter der kan igangsættes, for at berolige nervesystemet og reducere ubehaget, tilpasset det enkelte barn.

Barnet skal hjælpes i de sociale relationer og kontekster, der påvirker barnets nervesystem. Det er i det daglige, at træningen har størst effekt og derfor kan der være behov for hjemmebesøg udover forløbet.

I Børneergoterapien gives der mindst 5 vejledninger som start til Søhestemad. I forløbet igangsættes konkrete tiltag i barnets hverdag, hvor der er tid til at afprøve mellem vejledningerne. Der kan også være behov for at købe redskaber til at kunne lave træningen hjemme. Udlån af enkelte redskaber kan ske i en kortere periode.

I forløbet gives der sparring til barnets nære voksne, til at ”oversætte” barnets adfærd og tilpasse aktiviteterne til netop det enkelte barn. Er der behov for et mere intensivt træningsforløb hos Børneergoterapien kan dette iværksættes efter behov.

Forinden et Søhestemadsforløb skal være en beskrivelse af barnets udfordringer og undersøgelse af barnets sensoriske profil. Børneergoterapien kan udføre begge dele, men nogle hjemkommuner laver selv disse.

Afhængig af barnets udfordringer, anbefales der tværfaglig indsats.