Når sansesystemet er overreagerende eller underreagerende

Sensoriske Modulationsforstyrrelser (SMD)

Modulationsforstyrrelser betyder, at sansesystemet enten over- eller underreagerer på stimuli. Det kan ikke umiddelbart ses på barnets bevægelser, men det kan ses på adfærden hos barnet.

Her er nogle eksempler, selvom det ikke er så enkelt i virkeligheden – for nogle børn kan have et sansesystem, der både reagerer for meget og for lidt på sansestimuli, og hvordan de reagerer på det, kan næsten ikke beskrives fuldt ud:

Når sansesystemet overreagerer på stimuli, har barnet en lav neurologisk tærskel for sanseindtryk.

De filtrerer ikke alle de stimuli de får fra sanserne, men modtager i stedet alt for mange indtryk de skal forholde sig til, og det er overvældende for barnet. Barnet er mere følsomt for sansestimulering end andre børn. Det vil enten være sensorisk undgående og aktivt fravælge de situationer, der giver for mange stimuli, eksempelvis holde sig før ørerne, trække sig fra berøring . Eller også bliver barnet i situationen, selvom det overstimuleres, men har en forsinket reaktion. Dette kaldes at være sensorisk følsom. De trækker sig ikke, men kan overstimuleres i løbet af dagen til det punkt, hvor det er “for meget”. Dette kan det, i bedste tilfælde, ende med en “forsinket tilbagetrækning” og i værste tilfælde, ende med en “nedsmeltning” oftest når de kommer hjem. Overstimulering, der er foregået over længere tid, har påvirket de dybe hjernestrukturer, som Amygdala, der styrer kamp og flugtmekanismer. Barnet kan derfor reagere med vrede eller en næsten utrøstelig trækken-sig-væk, uden man kan forklare hvorfor.

For begge kan det ses, at kram foregår på barnets betingelser, at barnet let bliver forskrækket ved uventede lyde. Det kan også være, at barnet undgår at kravle op og væk fra jorden (ikke er pjattet med lege på legeredskaber) eller reagerer på tøjmærker i nakken eller ikke vil have strømper på eller kun nogle helt bestemte strømper.

Når sansesystemet underreagerer på stimuli, har barnet en høj neurologisk tærskel for sanseindtryk.

De filtrerer alt for mangeaf de stimuli de får fra sanserne, og registrerer derfor ikke særlig mange indtryk. Nogle børn være stille og passive. De er nedsat sensorisk registrerende. Der skal ofte flere stimuli til før de reagerer. Eksempelvis hvis man kalder på dem, kan det være nødvendigt at der både tales, lægges en hånd på skulderen og gives øjenkontakt, før de reagerer. Det kan være, at de ikke bemærker smerte ved stød eller fald, og nogle kan nærmest falde ned af stolen, selvom de sidder helt stille.

Men disse børn kan også forsøge selv at søge de stimuli de mangler, men det foregår typisk meget uorganiseret og derfor virker de meget sansesøgende. De har svært ved at sidde stille på stolen, men er ofte urolige. De går ofte meget tæt på andre, tygger på ting, “al gang foregår i løb” og de elsker at lege ude og ofte med så lidt tøj på som muligt.

Man kan næsten sige de børn med høj neurologisk tærskel har vidt forskellig adfærd. Men da de begge underreagerer på stimuli, vil disse børn have brug for (næsten) den samme hjælp, – både en hånd på skulderen og øjenkontakt, når man taler til dem (bruge flere sanseområder, for at give stimuli nok).

Kilder: Blandt andre – Winnie Dunn, Lev Sanseligt|Lucy Jane Miller, Sensational Kids